Daily Media ruster sig til næste skridt - kaprer direktør hos børsnoterede North Media

Selskabet bag de kendte oplevelsesbrands Downtown, Take Offer, Niche og Spis i Byen henter lederprofil fra Ofir ind som direktør i jagten på at blive klart markedsledende.

Efter at have udviklet og stået i spidsen for Take Offer, Downtown, Niche og Spis i Byen i over 13 år tager ejerleder Lars Ulrik Thastum nu en ny rolle i selskabet bag de populære oplevelsesbrands Daily Media.

I stedet bliver det den tidligere direktør hos jobportalen Ofir, Karsten Vikke, der overtager direktørposten. Karsten Vikke har mange års erfaring med digitale forretninger og online markedspladser, og derfor er han ifølge Lars Ulrik Thastum den helt rigtige til at overtage dirigentstokken og accelerere Daily Medias vækst.

“Vores populære oplevelsesbrands er solidt etablerede, og vi har de seneste år taget store skridt i arbejdet med at blive den mest digitale, effektive og kundevendte platform, som skal gøre hverdagen bedre og billigere for danskerne. Det er mere aktuelt end nogensinde at indfri den mission, og derfor er jeg rigtig glad for, at det netop er Karsten, der nu overtager min plads som direktør, siger co-founder Lars Ulrik Thastum og fortsætter: 

“Ligesom hos Ofir skal Karsten nu tage os til næste niveau, og han har en fantastisk evne til at fokusere på den stærke kundeoplevelse i online forretninger. Fremover skal jeg koncentrere mig om det, jeg bedst kan lide og mener, at selskabet kan få størst gavn af,”

Lars Ulrik Thastum fortsætter som ejerleder og vil fortsat indgå i den daglige ledelse på kontoret i København. Fremover vil Lars have endnu større fokus på B2B-partnerskaberne samt udvikling af nye og eksisterende B2C-koncepter. 

43-årige Karsten Vikke har de seneste 18 år haft forskellige stillinger i børsnoterede North Media, hvoraf de seneste syv har været direktør for Danmarks næststørste jobportal Ofir, som de seneste tre år har opnået markant vækst. Fra 1. november overtager han formelt posten som direktør hos Daily Media, og målet er, at Daily Media skal blive klart markedsledende.

“Jeg har været utrolig glad for min tid i Ofir og North Media, så det har ikke været en nem beslutning. Men perspektiverne og opgaven hos Daily Media er så store og spændende, at jeg ikke kunne sige nej. Lars og hele teamet har gjort et fantastisk arbejde og har skabt nogle af Danmarks mest populære oplevelsesbrands. Den stærke position i branchen skal vi nu udbygge, og vi skal udvikle vores brands med endnu stærkere kundeoplevelser, så vi kommer flere skridt tættere målet om at blive klart markedsledende,” siger den nye direktør Karsten Vikke. 

Om Daily Media 

Daily Media ejer en række af Danmarks mest kendte oplevelsesbrands: Downtown, Take Offer, Niche og Spis i Byen. Gennem årene har Daily Media gjort hverdagen bedre og billigere for flere end en million danskere. Det er også det antal, der abonnerer på deres nyhedstilbud på tværs af de fire brands.

 

For yderligere information

Karsten Vikke, kv@dailymedia.dk, 21785069

Lars Thastum, lt@dailymedia.dk, 21801036